URFORM
GRAFIKER LENE JELLING HOLM
VELKOMMEN TIL ÅBNINGEN HVOR RUMMET ER VÆRT VED FORFRISKNINGER
ÅBNING D. 5.9.26. KL. 13 - 15.00
UDSTILLING 7.9. - 11.11.26
URFORM
GRAFIKER LENE JELLING HOLM
Som professionel billedkunstner og grafiker har Lene Jelling Holm en omfattende uddannelse bag sig institutionelt såvel som i masterlære. Blandt de førstnævnte studerede hun på Seminariet for Kunst og Håndværk i Kerteminde i perioden 1999 - 2003, på Mediegrafisk Grundforløb i 2004 – 2005 og på Kunsthøjskolen Thorstedlund og Engelsholm Kunsthøjskole.
GRAFIKER LENE JELLING HOLM - fortsat
Hun har været i masterlære hos billedhuggeren Erik Brandt og grafikeren Søren Hillerup Vaag. Gennem uddannelsesforløb og kurser har hun tilegnet sig viden og færdigheder i de tekniske processer i grafikken samt i maleri, skulptur og fotografi. I de sidste mange år har hun efter kursus i collografi arbejdet meget med denne teknik.
ÅBNING DEN 5. SEPTEMBER KL. 13 - 15.00
Velkommen til åbning hvor RUMMET er vært ved et glas bobler efterfølgende.
OM UDSTILLINGEN
Som for andre grafikere har naturen lokket og inspireret, og Lene Jelling Holm har i sine værker favnet landskaber, fugle og insekter samt særligt udvalgte planter. Karakteristisk for mange af hendes værker er den markante udforskning af detaljer, og hvad plantemotiverne angår en varieret fragmentering og tolkning af motivet. I de detaljerede nærstudier af planter har hun fokuseret på de spiselige og smukt mønstrede som Fennikel og Artiskok. Blandt de blomstrende har hun ofte valgt de Nordiske og medicinske helse-og dødbringende som Bulmeurt og Digitalis.
I Fennikel går hun helt tæt på motivet; hun lader planten gå ud over billedkanterne og skaber en stor rumlig dybde; samtidig understreger hun de enkelte plantedeles markante linjer i en musisk og billedlig rytme af bevægelse.
Arbejdet med grafiske værker stiller krav til både teknisk viden og til fysisk aktivitet. Man arbejder manuelt med særlige redskaber, hvormed man bearbejder forskellige materialer frem til trykningen, der igen kan foregå over flere gange. Lene Jelling Holm har givet en god beskrivelse af sin arbejdsmetode:
”Collografi er min foretrukne trykteknik. Trykpladen er af skiltekarton tykkelse to mm og værktøjet radernål og skalpel. Kartonet giver mulighed for at arbejde i store formater og er modtageligt for både stik, rids, prægning og snit ned i pladen. Som et relief skærer jeg motivet få millimeter ned i pladens overflade. Jeg tegner først en let skitse på pladen med en blød blyant, sort tusch eller flydende tusch. Jeg skærer dernæst med skalpellen et omrids af de områder, der senere skal indfarves med sværte og fjerner overfladen af kartonet. På den måde kan jeg nemt arbejde med både fine linjer og større områder af sort. Jeg raderer i kartonet med en koldnål og præger saltkorn ned i pladen, som giver en tekstur i stil med grove harpikskorn på en kobberplade. Forarbejdningen af pladen afsluttes med en forsejling af shellak. Pappet er som materiale nemt at manipulere og er en gave at arbejde med, fordi processen er lettere og hurtigere at arbejde med end ved traditionelt dybtryk. Til gengæld er selve trykprocessen møjsommelig og aftørringsprocessen vanskelig. Det gælder om at tørre den helt rigtige mængde sværte af pladens overflade og fordybninger. For meget aftørring og trykket bliver for lyst, for lidt aftørring og trykket bliver uskarpt eller klattet. Jævne strøg og finish er altafgørende og kræver en erfaren hånd. Jeg arbejder altid med en traditionel oliebaseret sværte og gerne en sort, da den har de egenskaber og viskositet, der kræves til en så stor trykplade. Hele pladen indsværtes med sort sværte og med en skobørste børster jeg sværten ned i relieffets fordybninger. Der går meget tryksværte til, og størstedelen af tryksværten tørres af igen og ender i kludespanden eller op af mine arme, sådan er min arbejdsgang.”
Det omfattende og detaljerede arbejde, der ligger i selve studiet af vores planteverden, gjorde det i flere hundrede år muligt for kvindelige kunstnere og forskere at blive anerkendte uden om den akademiske uddannelse med deres videnskabelige og smukke tegninger og akvareller af botaniske vækster. Blot en af flere europæiske kvinder Maria Sibylla Merian (1647 – 1717) udgav i 1705 et monumentalt værk Metamorphosis Insectorum Surinamensium med detaljerede tegninger af planter og deres tilhørende insekter.
Man kan sige, at Lene Jelling Holm og flere af hendes samtidige grafiske kolleger følger op på traditionen i rækken af kvindelige botaniske billedkunstnere. De deler med dem den detaljerede videnskabelige tilgang til motiver af planter, frugter og insekter. Lene Jelling Holm bygger videre – hun udfolder motivernes særegenhed for os, lukker op for noget ved kogler, bær og blomster – går gerne ned til rødderne og den sorte bille - lidt mørkt og magtfuldt, lidt lyst og transparent – naturens egne levende egenskaber.
Tak for teksten til Lene Burkard - tidligere museumsinspektør og kurator på Brandts, kunsthistoriker m.m.
Lene Jelling Holm har været vist på mange udstillinger på museer, Foreninger og gallerier i ind- og udland. Her skal nævnes Johannes Larsen Museet, Kunstbygningen SAK, Brandts 13, Kastrupgård Samlingen, Mark Rothko Art Center, Fyns Grafiske Værksted, Kunstbygningen Filosoffen og Esbjerg Kunstforening. Hun er medlem af Fyns Grafiske Værksted, Billedkunstnernes Forbund og Kvindelige Kunstneres Samfund.
Tak til Augustinus Fonden, Jorck’s Fond og Fonden Villahøj for støtte til udstillingen