MINDELSER

OM UDSTILLINGEN

Med udstillingen MINDELSER vil designer Bess Kristoffersen og keramisk formgiver Susan Lange sætte et kærligt og respektfuldt fokus på den natur og de naturkræfter, der er basis for alt liv. Du vil opleve værker der giver en fornemmelse af betagende bjerge og dybe floder, træernes krogede grene og bark med historier om tid der er passeret, hvor vind og vejr har sat aftryk med farve og struktur.

På udstillingen mødes de to erfarne kunsthåndværkeres formsprog for første gang. Det er ikke til at se, at de ikke før har arbejdet sammen om tema, form og udtryk.

Skribent, fotograf & designer Rigetta Klint udgiver Bookazine HÅNDVÆRK. Hun har besøgt begge kunstnere på deres værksteder. Det har hun både holdt tale om og beskrevet i sit Bookazine.

UDDRAG fra artikel om Susan Lange skrevet af Rigetta Klint:

”(…)Vi fortsætter ind i næste rum, ”jeg har tænkt mig at tømme ovnen mens du er her”, siger Susan. ”Jeg har forglødet en del af de objekter som skal med på udstillingen i Odense”. ”Bess og jeg har arbejdet med den ret åbne udstillings titel ”Mindelser”. Vi er begge optaget af naturen og af alle de bevidste og ubevidste sansninger og minder, som vores ophold i naturen har lagret, og som har resulteret i objekter med spor og referencer. Vi kendte ikke hinanden på forhånd, men er blevet sat sammen af Dina Vejling. Vi har i processen mødtes både her og hos Bess”. 

”I næste uge skal det som pakkes ud af ovnen glaseres”. Susan peger på sit forarbejde som er lagt frem på et bord – en stor samling glasurprøver, hvorpå der systematisk er noteret lertype, glasur og brændingsforhold. I den fase skal den stor sodaovn, som står i haven i brug. Oven tilhører ”Sodaovnslauget” et brændingsfælleskab mellem et antal jyske og fynske keramikere, som deler den passion at udforske sodabrændingens æstetiske kvaliteter.

Susan forklarer, at soda eller rettere natronbikarbonat glasering minder om saltglasering, men naturligvis også har sin egne muligheder og udfordringer, som det kræver både viden og erfaring at udnytte. Ikke mindst er sodaglasering et bedre valg ud fra et miljøperspektiv. Hvor saltglaseringen (natriumklorid) udskiller klorid, udskiller natronbikarbonat vand. Desuden brænder sodaovnen ved lavere temperatur end en tilsvarende saltbrænding og forbruger dermed mindre gas.

”Det tager lang tid at forberede, pakke og brænde i sodaovnen – en uge, forklarer Susan. Men det er det hele værd.” 

UDDRAG af talen til åbningen af MINDELSER ved Rigetta Klint:

”Da jeg besøgte Susan Lange fortalte hun: ’Vi fandt hurtigt ud af at vi har en fælles passion omkring naturen. Først skrev vi lidt sammen, så blev vi enige om, at vi gerne ville mødes. – vi har et sommerhus hernede ved vandet, du pegede i retning af Lillebælt– der inviterede jeg Bess ned. Jeg har også besøgt hende og været med på et skovbad. Vores begges metode er at lade indtrykkene fra naturen lagre sig og bruge dem som udtryk.’

Da jeg besøgte Bess Kristoffersen først på året, var Bess så småt i gang med værker til udstillingen. Bess arbejder ikke længere med industrielt design, men har skoven som afsæt i alt hvad hun beskæftiger sig med. Du fortalte mig, at I flyttede i skoven fordi du tænkte, at i havde behov for at komme væk fra byen, ud i noget som du opfattede som natur uden dog helt at vide hvad det ville indebære (…). Jeg spurgte dig, hvad der driver dit værk og du svarede, ikke ordret, men noget i retning af at, man jo let kan blive deprimeret over klima og biodiversitetskrisen, og du sagde, at det er vigtigt at finde en måde at bidrage på, så man ikke bliver grebe af modløshed, og at arbejdet med at føre mennesker sammen og tættere på naturen er dit bidrag, - måske nok en dråbe i haven, men er der dråber nok, bliver det til et ocean. Det fører mig til et nyere skud på din stamme –at guide skovbade.

Da jeg var kommet hjem efter at have lavet interview med dig, skrev du og inviterede mig på skovbad.

UDDRAG fra Bookazine HÅNDVÆRK no. 11:

’En aprilsøndag to måneder senere mødes jeg med de andre skovbadere foran Dyrehavehuset. Mobiltelefon og ur var efterladt i bilen. Bess udleverede vandtætte siddepuder, hun forklarede lavmælt, at vi ikke måtte tale sammen undervejs. Selv hvis vi så noget virkelig overraskende, skulle vi holde oplevelsen for os selv, de andre kunne jo være i gang med at opleve noget helt andet.

Foran os lå to en halv times samvær med naturen. Et antal gange undervejs guidede Bess, ikke til hvad vi skulle opleve, men til hvordan man kan skabe forudsætningen for at opleve. I stilheden dufter skoven forskelligt fra skridt til skridt, og det er let at få øje på, at de sorte biller har blå ben og at skovsneglene smyger sig frem fra deres skjul. Jeg så og mærkede granskud, kogler, bark, mos, svampe, kodriver, anemone, smørblomst, viol og skovmærker og hører de summende bier i kirsebærtræet og den vederkvægende rislen i bækken. Udsigten fra skoven over vandet lignede et guldaldermaleri, og dog. (…)

Vi pausede med ryggen op ad et træ og fik fregner på næsen. Selvom vi holdt behørig afstand til hinanden, var det ordløse fællesskab intimt, mere intimt end hvis vi havde talt sammen. Et par gange undervejs læste Bess et digt op. Pludselig var tiden gået, og vi var tilbage, hvor vi begyndte.

Afslutningsvis sagde Rigetta Klint i sin tale følgende, som meget godt rammer udstillingen ind:

”I krisetider opstår ofte den drøm, at kunsten og litteraturen skal komme os til undsætning. Kunsten skal tage stilling, udmønte en form for etik, “betyde noget”, og i sidste ende virke, det vil sige skabe forandring i den konkrete verden.” Sådan skrev forfatter og kurator Josefine Klougart i forbindelse med udstillingen ”Efter Naturen” som blev vist frem til August dette år på Glyptoteket. Hun er ikke den eneste forfatter som beskæftiger sig med naturen.

Og Bess og Susan er heldigvis langt fra de eneste kunstnere og kunsthåndværkere, som er optaget af naturen som samarbejdspartner og inspirationskilde. Og Dina er ikke det eneste galleri, lige som Glyptoteket er ikke den eneste kunsthal, som inviterer naturen inden for i de her år. Man har i rigt mål, kunnet se både natur-romantiske udstillinger, udstillinger som kommenterer og af-romantiserer og udstillinger som bringer os tættere på naturens materialer- eller jeg vil hellere kalde det for ressourcer og udstillinger som denne, har formmæssige referencer til naturen.

Link til artiklen om Rigetta Klints besøg hos Susan Lange

Udstillingen er støttet af Nationalbankens Jubilæumsfond & Statens Kunstfond.